< tilbage 20-09-2014 - 14:14

Veloverstået eliteskue

Samsara gjorde fin figur, Fanero vandt Grand Prix'en, og Scharmeur blev solgt på elitefølauktionen.

Vi er hjemvendt efter et travlt eliteskue, hvor tre heste fra Gørklintgård havde taget turen til Vihelmsborg. det drejede sig om Lasaja med sit føl Gørklintgårds Scharmeur (Gørklintgårds Santos / Don Schufro), som skulle på elitefølauktionen. Der blev han for 70.000 kroner solgt til Munkedal Horses, en fantastisk god køber, som tidligere har haft Gørklintgård-heste i stalden. I sin tid købte Klaus Munkedal et hingsteføl efter Sir Donnerhall, som i dag - under navnet Sir James - går S-dressur med Susanne Møller.

Gørklintgårds santos havde endnu et afkom med på auktionen, Gørklintgårds Blueberry, men da hoppeføllet havde pådraget sig en hovbyld kort før skuet, fik hun lov til at blive hjemme i stalden.

I årets 2-års finale var Gørklintgårds Samsara en af deltagerne. Hun blev i juli dagens bedste hoppe i region 4, og efter en måneds tid som legetante for vores 1-års hopper, kom hun kort før eliteskuet ind fra græs og fik stævnetøjet. På Vilhelmsborg artede hun sig pænt og fik momentvist vist sit store potentiale.

Ude på dressurbanen red Lena Leschly Åmand og Gørklintgårds Fanero (Ferro / Le Mont-H) sig til en sejr i Grand Prix dressur.

 

< Tilbage